01.06.2010
Der var vilje, spillelyst og motivation til forskel, da Team Tvis Holstebros damer med overraskende sikre cifre sendte FC Midtjyllands stjerneparade af et hold ud af Nordea Cup som afslutning på sæsonen.
De første 20 minutter af kampen var ret jævnbyrdig, men inden pausen trak Team TVis Holstebro fra til føring på 14-11. TTH dækkede godt op med en stærkt spillende Monika Kongsgaard i målet, hvor hun afløste den nyligt knæ-operede Sandra Toft. I angrebet diskede Mulle og Nycke Groot op med flotte afslutningen, ligesom Hanne Nielsen spillede godt i både forsvar og angreb.
Efter pausen anede tilskuerne overraskelsen, da TTH bragte sig foran med fem mål efter få minutter, og langsomt, men sikkert øgede holdet føringen til otte og ni mål, så det sidst var pinligt for Gro Hammerseng og co, hvoraf flere spillede deres sidste kamp for midtjyderne.
Monika Kongsgaard fortsatte sit imponerende spil i målet, forsvaret var stærkt spillende, og når tempoet fik en tand i angrebet, blev FCMs spillere sat af.
Det var en yderst fortjent sejr til Team Tvis Holstebro, der i 1/8 finalen skal spille på udebane mod Ajax, der sluttede som nummer 9 i 2. division øst. Kampen skal spilles senest 4. september.