15.06.2010
20-årige Michael Damgaard fra GOG til Team Tvis Holstebro på to-årig kontrakt
Team Tvis Holstebro har indgået en to-årig aftale med et af dansk håndbold store playmaker-talenter, 20-årige Michael Damgaard, der skifter fra GOG, hvor han allerede i forrige sæson fik sin liga-debut, selv om han kun var ynglingespiller.
Der er tradition for talent som playmaker i familien fra Lolland. Michaels storebror er Allan Damgaard, der netop har afsluttet en forrygende sæson i Mors-Thy Håndbold, men som nu er skiftet til Viborg HK.
Michael Damgaard er fra Rødby på Lolland og spillede i Rødby og HMH i Maribo i ungdomsårene, indtil han i 9. klasse tog på efterskole i København. Her spillede han for Ydun og kom allerede her til plantræning.
I 10. klasse skiftede han til Oure Efterskole på Sydfyn og vandt allerede DM guld i sin første sæson i GOG, senere blev det også DM-guld som første års ynglinge – og som andetårs ynglinge fik Michael Damgaard debut på GOGs ligahold. Sidste sæson var han med i fire liga-kampe for GOG i december, inden han blev opereret for et springerknæ. Han er nu helt ovre sin skade og fit for fight til den nye sæson.
Michael Damgaard debuterede på U 18 landsholdet for to år siden og skal ved siden af håndbolden læse på HIH i Herning.
-Michael er fremtidens spiller som playmaker. Han har teknikken i orden, og fysikken er også ved at være der. Han har gået i en rigtig god håndboldskole i GOG, og han bliver et friskt pust i truppen, siger cheftræner Claus Uhrenholt.
-Jeg glæder mig til at komme til Team Tvis Holstebro, som jeg kender som en rigtig god klub og ser frem til at spille på topplan, siger Michael Damgaard. Klubben har det elitemiljø, der skal til, og der tegner sig et rigtigt spændende hold til næste sæson.
