16.06.2010
Team Tvis Holstebro forstærker sig med højrefløjen Lisette Zeigermann Pedersen, der kommer fra Horsens HK. Team Tvis Holstebro har indgået en et-årig aftale med den 27-årige Lisette Zeigermann, der kommer til TTH med syv års erfaring fra ligaen.
-Vi har i Lisette fundet en højre fløj, der passer godt ind i vores spillemæssige prioriteringer. Og helt i takt med vores strategi om at ville udvikle spillere, så tror jeg at vi kan udvikle Lisette yderligere, ikke mindst fordi hun passer ind til vores koncept, men også fordi hun vil få en stor rolle på holdet. Med tilgangen af Lisette Zeigermann har vi et hold, som jeg mener kan spille med om point mod flere af holdene i ligaen, og med lidt held måske endda drille nogen af dem, der i den forgange sæson sluttede over os, siger cheftræner Niels Agesen Nielsen.
-Jeg er meget glad for at få mulighed for at spille i Team Tvis Holstebro, siger Lisette Zeigermann. Det er et ønske scenarie for mig at skulle tage stort ansvar, og så på et hold, der har vist, at man skal tage det seriøst. Samtidig virker klubben som et sted, hvor jeg kan falde godt til og udvikle mig som spiller. Jeg glæder mig meget til de nye udfordringer, der følger med at skifte klub efter rigtig mange år i Horsens, og jeg ser meget frem til at møde pigerne og trække i Team Tvis Holstebro-trøjen.
