24.06.2010
Normalt er det håndbold, spillerne fra Team Tvis Holstebro serverer for publikum, men onsdag var det pølser, vand og fadøl, de diskede op med ved rejsegildet på den nye sportsarena i Holstebro. Arenaen, der får plads til 3.250 tilskuere, står færdig i begyndelsen af 2011 og bliver den nye hjemmebane for Team Tvis Holstebros dame- og herreligahold samt for mange øvrige store arrangementer i forskellige regi.
Borgmester H. C. Østerby sagde i sin tale ved rejsegildet, at arenaen vil være med til at trække mange store arrangementer til Holstebro både inden for bredden og eliten og andre genrer end sport. Borgmesteren påpegede, at rejsegildet på arenaen er endnu et bevis på, at der i Holstebro tages nye initiativer, der peger fremad og styrker profilen både ud ad til og ind ad til.
Omkring 300 gæster deltog i rejsegildet.



