25.06.2010
Team Tvis Holstebros herrer er blevet inviteret til at spille træningskampe mod to af de bedste tyske hold som led i forberedelserne til næste sæson.
Det er fredag 20. august, hvor Uhrenholts tropper skal spille i Handewiit mod Grosswaldstadt, der i den forgangne sæson sluttede i top otte i den tyske Bundesliga, og lørdag 21. august skal TTH spille i Campus-Halle i Flensborg mod Michael Knudsen, Lasse Boesen, Thomas Mogensen, Lasse Svan Hansen og de øvrige stærke spillere på Flensburgs mandskab, der sluttede nummer tre i Bundesligaen og skal spille Champions League i næste sæson.
Ved samme stævne er Team Tvis Holstebros U 18 drenge, der trænes af liga-spilleren Patrik Olsson inviteret med til Flensborg for at spille i Campus Halle mod Flensburgs U 18. En stor oplevelse venter de unge TTHere.