29. september 2012
Af Claus Sonne
For mange personlige fejl - og for mange af de normale
plusspillere, der blev til minusspillere.
Så lyder opskriften på Team Tvis Holstebros 20-30 nederlaget
lørdag eftermiddag i Randers - ifølge cheftræner Niels Agesen.
- Det ser voldsommere ud på papiret, end det var at være med
til. Da vi er bagud 0-5, har vi brændt fire eller fem 100 procents
chancer, og i alt brænder vil vel en 11-12-13 stykker af den slags
på Chana Masson. Og så er det nu engang umuligt at vinde
håndboldkampe, siger Niels Agesen til teamtvisholstebro.dk - og
skynder sig at tilføje, at det desværre ikke kun var rent
offensivt, der blev fejlet for meget.
- I perioder dækker vi ganske godt op. Men så laver vi en række
personlige fejl, hvor aftalerne ikke bliver holdt, og det går bare
ikke mod et så godt mandskab som Randers. Læg dertil, at vi også
mangler en håndfuld redninger på deres langskud, lyder det fra
Agesen, der erkender, at to store nederlag mod henholdsvis FCM og
Randers, viser at TTH lige i øjeblikket er på et lavere niveau end
de deciderede tophold.
- Så det må vi hjem og arbejde på. Og det er nok at tage fat i,
også rent fysisk. Måske skal vi have noget mere "bitch-fight" til
træning, siger cheftræneren.