19. september 2012
Af Claus Sonne
- Skal man slå et hold som Aalborg, skal man spille rigtig godt.
Og det gjorde vi i den grad, især efter pausen.
Sådan konkluderer TTH-assistenttræner Michael Bruun oven på
tirsdagens 29-25 sejr over Aalborg Håndbold, som TTH for knap tre
uger siden tabte til med seks mål i pokalturnerningen.
- Vi leverer en fantastisk flot holdpræstation, hvor alle byder
ind. Forsvaret står godt i næste hele kampen, og både Rasmus Lind
og Anders Petersen står godt i målet. Spillere som Søren Hansen,
vel banens bedste, Jakb Thoustrup og Michael Damgaard kommer for
alvor i gang i forhold til de to første ligakampe - og sådan kan
man vel blive ved. Aalborg har et godt hold, men vi er lige så
gode, bare på en anden og mere kollektiv måde, lyder det fra
Michael Bruun til teamtvisholstebro.dk.
Som resten af TTH-lejren er Michael Bruun også vågnet onsdag
morgen med et smil på læben, men han understreger, at sejren ikke
må blive en sovepude.
- Vi er kun lige kommet i gang med sæsonen, så der er
selvfølgelig lang vej hjem. Og vi skal fortsætte med at træne og
arbejde hårdt hver dag. I går leverede vi det bedste angrebsspill
indtil videre i sæsonen, i særklasse endda, og det beviser, at
træningen virker. Så det er med at få armene hurtigt ned og så
komme videre, men vi må godt lige nyde, at vi er kommet godt fra
land. Tre kampe og tre sejre, hvor alle spillere på et eller andet
tidspunkt har leveret toppræstationer, det er nu engang godt,
konkluderer Michael Bruun.
" Tre kampe og tre sejre, det er nu engang godt "
TTh-assistenttræner Michael Bruun.