Bestil billet

Bestil billet

En tur ind i det ukendte

20. oktober 2012

Af Claus Sonne

 

Når Kristina "Mulle" Kristiansen og holdkammeraterne fra Team Tvis Holstebro i dag løber på banen i Gråkjær Arena Holstebro for at møde RK Borac Banja Luka fra Bosnien-Hercegovina i EHF Cuppen, så er det en løbetur ind i et ukendt territorium. For TTH-spillerne ved ganske enkelt ikke ret meget om Banja Luka, der også står på programmet søndag i Arenaen. Men det ukendte er noget af det, der gør det ekstra interessant at spille europæisk håndbold.

 

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at vi herhjemme møder de samme hold igen og igen og så igen. Og selv om der naturligvis er mange udfordringer i de kampe også, så kan det måske godt blive lidt kedeligt ind imellem, siger Kristina "Mulle" Kristiansen og erkender gerne, at hvis man vækker hende om natten og spørger til
Viborg-spillernes løbebaner, så kan hun meget hurtigt svare.


- Derfor er de her europæiske kampe så gode at spille, for man ved aldrig, hvad der kommer. Vi har spillet mod nogle meget, meget ringe hold - for så lige pludselig at stå over for nogle af de rigtig, rigtig gode hold som eksempelvis russiske Lada, forklarer Kristina "Mulle" Kristiansen.

 

Noget andet, der gør europæiske kampe til noget specielt, er at disse ofte spilles som dobbeltkampe i samme weekend, akkurat som kampen mod RK Borac Banja Luka. Og det kræver hurtig indlæring.

 

- Fordi man ikke altid ved, hvilket hold man står over for, skal der læres hurtigt. Ikke bare i forhold til kampen dagen efter, men også i forhold til den kamp, du er i gang med. Du har ikke en uge og nogle træningspas til at blive klogere og få løst problemerne, men skal handle her og nu. Og det er en spændende proces, siger TTH-playmakeren, der går ind til weekendens kampe med masser af selvtillid efter en række gode kampe, blandt andet på landsholdet, hvor hun blev kåret til bedste spiller i Golden League-turneringen.

 

- Og det er jo meget fint og rart, men det falder ligesom lidt til jorden, hvis jeg ikke præsterer fremover. Så jeg løber altså ikke rundt og tror, at jeg er vildt god og ikke behøver at yde 100 procent, fastslår hun.

" Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at vi herhjemme møder de samme hold igen og igen og så igen. Og selv om der naturligvis er mange udfordringer i de kampe også, så kan det måske godt blive lidt kedeligt ind imellem "

Kristina "Mulle" Kristiansen forud for weekendens to europæiske Cup-kampe

Annoncører

@nodeName
@nodeName
@nodeName