15. september 2012
Af Claus Sonne
Godkendt.
Det stempel sætter TTH-cheftræner Klavs Bruun Jørgensen på
fredagens indsats i Skive, som TTH-herrerne besejrede 27-22 uden de
vilde problemer.
- Vi spiller igen med en rigtig god defensiv. Vi lukker 9 mål
ind før pausen, hvilket i den grad er godkendt, og det samme er 22
i hele kampen. Med lidt mere koncentration til sidst kunne vi endda
nok have skåret et par mål af, men det er ok, siger Klavs Bruun
Jørgensen, der også kan vippe anerkendende med øjenbrynene i
forhold til angrebsspillet.
- Der var momenter i vores angrebsspil. Unge Christian Albertsen
lyste op, mens Michael Damgaard også kom i gang. Allan Damgaard gør
det også fint, men han mangler stadig lidt tempo, siger
cheftræneren til teamtvisholstebro.dk.
Med al respekt for Skive, så var fredagskampen af dem, som TTH
bare skulle vinde for at bevare troværdigheden som formodet
tophold, og Klavs Bruun Jørgensen glæder sig derfor over
indstillingen i opgøret.
- Det har været et af mine mantraer for denne sæson. Vi skal
bare være klar til de her kampe også. Jeg kan leve med, at vi ind
imellem taber til de "store hold", men vi skal ganske enkelt have
alle de point, der er at hente mod de såkaldt mindre hold. Og
spillerne skal have ros for at være klar i går, og også for at det
ikke fik nogen betydning, at Jakob Thoustrup allerede efter et
kvarter måtte udgå med en ankelskade. Så alt i alt en godkendt
indsats i Skive, lyder det.
" Der var momenter i vores angrebsspil. Unge Chritian Albertsen
lyste op, mens Michael Damgaard også kom i gang "
Klavs Bruun Jørgensen - rimelig godt tilfreds TTH-cheftræner
efter sejren over Skive